3 april 2013
SKØN MODEL
Det er altid en fornøjelse at fotografere til ny bog eller nyt hæfte.
Det er en tilfredsstillelse, at stå sammen med en profesionel fotograf og en underskøn model og se billederne blive til. Mandag før påske var en foto-dag.
Billederne er til et nyt hæfte: FIN OG FINURLIG, som jeg har lavet sammen med gode venner. Det er pigerne fra RÅT OG GODT, der igen er på banen.
Dog er Charlotte Tøndering hoppet fra og i stedet er Susie Haumann trådt til.
Vi fotograferede i Musikhuset her i Århus. Igen var det Linn, modellen fra RÅT OG GODT, der poserede - og hun gør det godt.
Anne Styrbech, min hus-fotograf, sprang som sædvanlig rundt med lamper, stativer og kamera.
I kassen fik vi 6 store billeder - 6 næroptagelser og forsidebilledet.
FIN OG FINURLIG indeholder 6 modeller - alle med Isagers Silk Mohair.
I to af modellerne er Silk Mohair strikket sammen med Viscolin. I to andre modeller er Silk Mohair strikket sammen med Alpaca 1, og de sidste to modeller er det Tvinni eller Highland der er strikket sammen med Silk Mohair.
FIN OG FINURLIG udkommer midt i maj og kommer til at koste 100,-kr.