02-04-2012
Så er "SOMMERSTRIK" og "I MIN MOSTERS HUS" sendt
godt afsted ud i Verden. Jeg fejrede det ved at sidde og kigge ud af vinduet søndag eftermiddag - uden strikketøj i næsten en halv time.
Efterhånden har jeg oparbejdet en vis rutine i at lave bøger og booklets - det er ikke længere så famlende som de første gange. Der er mange processer, mange samarbejdspartnere - og meget holden tungen lige i munden. Det er rigtigt sjovt.
Jeg har længe arbejdet på bogen med de store størrelser: "STRIK I STOR STIL - størrelser fra 44 - 54". Den har krævet nogle timer med strikkepinde.
Heldigvis har jeg min super-strikker i sving. Hun er mit hemmelige våben.
Jeg er så heldig at være udstyret med en mor, der går i spåner, hvis hun ikke har et strikketøj i hånden. Min far bliver bleg, hvis han kan se at strikketøjet er ved at slippe op - han er bange for, at hun vil til at bygge om i huset, hvis hun løber tør for strikke-projekter....
Her sidder hun og tumler lidt med en model til "STRIK I STOR STIL". Hun kan nogle meget grimme vestjyske bandeord - godt strikkepinde ikke kan sladre...... Hun er udstyret med en fantastisk stædighed (hun har jo opfostret mig). Hun trevler op uden at kny - for som hun siger: A wil heller taet op - det ska jo wær i ården !